Udskriv denne side

Forsknings- og udviklingsarbejders indflydelse på folkeskolens praksis

Med udgangspunkt i David Hargreaves’ analyse af årsagerne til uddannelsesforskningens begrænsede virkning på undervisningspraksis, indkredses de potentialer, som udviklingsarbejder med deltagelse af folkeskolelærere og undervisere på læreruddannelsen har for at påvirke praksis. Snarere end et spørgsmål om manglende kommunikation af forskningsviden ses det tilsyneladende fravær af indflydelse som et resultat af, at forskeren og læreren iagttager forskellige fænomener i undervisningssituationen, hvilket får forskningsviden til at tage sig irrelevant ud for underviseren. Den tilsyneladende irrelevans kan ifølge forfatteren skyldes, at forskeren tager emner eller spørgsmål op, som er "usynlige" for underviseren i hans eller hendes rutinerede hverdagspraksis. Først i forbindelse med forstyrrelser, for eksempel i form af nye formelle krav til undervisningen, vil der være basis for, at læreren i forskningen kan genkende fænomener, som er relevante. Der anbefales en dialog mellem fænomenerne, som de opleves fra de to forskellige perspektiver, opnået ved, at der tages udgangspunkt i forhold, der opleves som relevante og påtrængende i lærer-netværk eller lignende, gennem lærernes langvarige deltagelse i praksisfællesskaber med integrerede forskningsresultater og med afsøgning af mulige forskningsfelter og afprøvning af resultaterne i partnerskaber mellem skoler og professionshøjskoler, under vejledning af didaktikforskere.